• Gratis afhentning i butikken
  • Fri fragt på ordrer over 1000,-
  • Vi har 20.000 produkter i vores fysiske butik
0
 
Din kurv Luk
Henter din indkøbskurv...
Fragt
  DKK fra at opnå fri fragt
Total 0,00 DKK

Violfrøstjerne

   

Violfrøstjerne

Violfrøstjernen eller Thalictrum delavayi er en meget fin og delikat staude med lette, lilla blomster og fint grågrønt løv. Stauden bliver 1-1,5 m høj med slanke og stive, forgrenede stængler. Den får massevis af små fyldte lilla eller hvide blomster med gule støvdragere i juli-august, og står som en høj og luftig sky over løvet, der ikke bliver over 30 cm højt. Planten har et meget fint og sart udtryk, men er faktisk ganske hårdfør og kan let udkonkurrere andre planter  i samme krukke. Den trives i sol og halvskygge, men bryder sig ikke om for meget sol og bør tildækkes i meget varme og tørre somre. 
Planten trives bedst i god næringsrig og fugtig havejord og kan også vokse i surbundsbede. Den er fuldt hårdfør og tåler frost, så den kan blive stående ude om vinteren. 
Stauden stammer oprindeligt fra de vestlige dele af Kina og vokser vildt i skove, krat, på græsningsarealer og skyggefulde områder med fugtig, veldrænet jord. Blomsten er ugiftig for mennesker og dyr.

Violfrøstjerne i krukke eller potte

Violfrøstjernen kan sagtens plantes i en krukke eller potte. Diameteren skal være mindst 9 cm -  men større potter giver selvfølgelig planten muligheder for at vokse sig større. I en krukke med andre blomster kan violfrøstjernen udkonkurrere andre blomster, så den kan med fordel blive stående alene. Med sin lange blomstringssæson får du også meget glæde af stauden som solitærplante. Klippes den ned efter første blomstring, kan du være heldig og få en anden blomstring i september måned. Ønsker du derimod at tage frø af din violfrøstjerne, skal du lade planten blomstre af og vente på at den sætter frø. I varme sensomre kan den nå at selvså, ellers kan man tage frø fra planten og så ud. Planterne kan forspires indendøre fra december til marts. 
I krukker kan du med fordel sætte et par bambuspinde eller lignede til afstivning af planten, så den ikke vælter i vind. 

Sådan passer du din violfrøstaude

Violfrøstjerne holder af fugtig jord og skal derfor vandes regelmæssigt i tørre somre, eller hvis den står i krukke. 
Planten visner ned om efteråret og bør ikke klippes ned til vinteren, da de visne dele beskytter resten af planten mod frost. Den kan klippes ned tidligt på foråret og efter første blomstring for at opmuntre til en anden blomstring. Planten kan være lidt længere om at vokse frem under kølige forår. Den er dog frosthårdfør og blomstrer blot senere, hvis vinteren og foråret har været koldt. 

Du kan godt flytte din violfrøstjerne, men bør i så fald gøre det i løbet af efteråret, når planten har blomstret af. Husk at vande godt efter omplantning og få mest muligt af rodnettet med. Violfrøstjerner skyder fra jorden, så selvom en del kan visne ned ved omplantning, skal den nok komme igen til næste forår. 

Selvsåning

Frøsættende violfrøstjerner kan formere sig ved selvsåning efter varme somre og sensomre. Enkelte arter sætter ikke frø og kan formeres ved deling. Du kan dog også selv tage frø fra planten og plante ud i haven. I haven spirer blomsten i løbet af foråret, men når sjældent fuld højde eller blomstring i løbet af første sæson. Du kan med fordel forspire i krukker indenfor fra december til marts, så planten får lidt forskud på sæsonen - det er dog ikke en garanti for blomstring første sæson. Frøene skal have kulde for at spire-. Tager du frø, mens det stadig er lunt ude, kan du placere frøene et par dage i køleskabet før såning, eller opbevare frøene i et koldt skur. 

Placering af din violfrøstjerne

Da violfrøstauden bliver høj, danner den en fin baggrund for staudebede. Især i krukker giver den også god højdevirkning på altaner, balkoner og terrasser uden at lukke for meget af med sine graciøse blomster.  Stauden kan også med fordel placeres foran grønne buske for at få fuldt udbytte af de flotte, lette blomster. Gode naboplanter i staudebedet er bl.a. hosta, iris, solhat, lavendel, storkenæb og lodden løvefod.

Som snitblomst

Violfrøstjerne er en god snitblomst og passer fint til  mange buketter. Den tilfører lethed og ynde til buketterne, og den fine lilla farve passer godt til mange farvesammensætninger. Blomsten kan også bruges som alternativ til brudeslør og lignende blomster.